I sommeren 2018 realiserede globetrotterne Thomas og Michael en fælles drøm om at skabe et grupperejsebureau.

Travel Collective bygger på ærlighed, professionalisme og glade kunder. 

Et månedlangt togt i en thailandsk tuktuk blev rammen for et livslangt venskab mellem Thomas og Michael. I begyndelsen af 00’erne lærte de hinanden at kende som kollegaer i et århusiansk rejsebureau, og de blev hurtigt gode rejsemakkere.

Michael havde i flere år drømt om at køre en thailandsk tuktuk hele vejen fra Bangkok og hjem til Aarhus. Da Thomas samtidigt skulle udstationeres som serviceguide i den thailandske hovedstad, var det oplagt at begynde eventyret sammen i den trehjulede taxi. 

To hvide mænd i en tuktuk skabte enorm opmærksomhed fra de thailandske medier, men også fra lokalbefolkningen: 

”Thaierne var vilde med os. Vi skrev autografer på 100 baht-pengesedler og endte på forsiden af Bangkok Post,” fortæller Thomas.

Rejsemakkere med fart på

Michael vinkede farvel til Thomas i Malaysia og fortsatte sin færd gennem eksotiske lande som Indien, Pakistan og Iran.

Otte måneder senere afsluttede Thomas sin udstationering i Bangkok og vendte tilbage til rejsebureauets hovedkontor i Aarhus. Samme dag modtog han en mail fra sin ven og kollega:

”Michael skrev, at han nu var nået til Berlin i tuktuken. Han ville hente mig på hovedbanegården, så vi kunne afslutte eventyret i fællesskab.

Jeg tog afsted samme dag.”

Den afsluttende trehjulstaxitur i Tyskland blev særdeles mindeværdig. Smartphones og Google Maps fandtes ikke dengang, så under hele rejsen havde Michael fundet vej via store papirskort.

Ved et uheld forvildede vennerne sig ud på motorvejen. Her var den eneste mulighed at trykke speederen i bund for at holde makshastigheden omkring 80 km/t: 

”Det regnede kraftigt, og vores udsyn var dårligt. Da vi endelig kom af motorvejen, svingede vi ind på en tankstation og stod som forstenede ved et cafebord.

Vi havde en følelse af, at vi lige havde overlevet et flystyrt.”

Drømmen om Travel Collective

Den vanvittige oplevelse på den tyske autobahn, lærte dem en vigtig lektie. Nemlig at kunne navigere i kaos.

Derefter fortsatte tuktuk-ekspeditionen mod endestationen i Danmark. 

I efteråret 2004 kørte Thomas og Michael ind i Aarhus. Her blev Michael hyldet for sin usædvanlige bedrift, der også blev indskrevet i Guinness Rekordbog. Han fik endda selskab af den thailandske konsul, som sad på bagsmækken af tuktuken, da de kørte paradekørsel gennem de århusianske gader.

Thomas og Michael fortsatte deres gode venskab som rejsemakkere og kolleger i rejsebranchen. 

I flere år snakkede de samtidigt om at bygge deres helt egen rejseforretning op fra bunden. Efter længere tids tilløb som produktchefer i et andet rejsebureau, valgte de i sommeren 2018 at realisere drømmen. Sammen startede de grupperejsebureauet Travel Collective: 

”Vi havde en klar vision om at skabe et dedikeret rejsebureau. Vi havde passionen, kundebasen og rejsehåndværket til at lave landets bedste grupperejser.”

De bedste rejsehåndværkere

Thomas og Michael har mange års erfaring med at skabe rejser. De ved, at den gode grupperejse kræver grundig og professionel forberedelse. Derfor er det vigtigt at have en konstruktiv og ærlig dialog med kunderne fra begyndelsen:

”I mange rejsebureauer er rejser bare noget med at trykke på nogle knapper, men grupperejser kræver noget særligt.

I Travel Collective er vi erfarne og dygtige rejsehåndværkere, der har solid viden om destinationer, systemer og leverandører. Sagt med jysk beskedenhed, så er vi bare gode til grupperejser. Vi er de bedste rejsehåndværkere, og vi gør tingene ærligt og ordentligt. 

Det er også det bedste for vores kunder”, forklarer Michael, og Thomas supplerer:

”Hos Travel Collective skal alle kunder have den bedste service. Uanset hvor stor ordren er. Det er vigtigt for os at gøre tingene ærligt og professionelt. Det tænder os, at vores kunder rent faktisk bliver glade for rejsen. At have glade kunder er en kæmpe belønning for os.

Så simpelt er det.”